HÅBLØSHED KAN HAVE MANGE ANSIGTER. FLUGT KAN TAGE MANGE FORMER. STRATEGIER KAN VEKSLE FRA DRØM TIL DRØM. NÅR HVERDAGEN IKKE SER LYSEGRØN UD, FORSØGER SERBERNE MED FORSKELLIGE TILTAG AT ÆNDRE FARVESKEMAET

Af Karoline Graugaard Boisen &  Stine Hamann Pedersen

SERBIENS unge kvinder trækker aften efter aften i stiletter og korte kjoler. De trasker over brostenene med hinanden i hænderne og har kun ét mål for øje. Rige mænd.

På et diskotek i Beograd flokkes unge kvinder om midaldrende mænds VIP-borde. Fulde af håb og alkohol til overpris. “Jeg kommer for at møde mænd,” siger en ung kvinde i køen til toiletterne. “Her er de nemme at få fat på, og mange af dem har penge,” fortsætter hun. En anden kvinde springer køen over med en fyr i hånden. De lukker toiletdøren, mens tissetrængende piger himler med øjnene. Finder man sig en rig mand, har man vundet i lotteriet. “Hvis han er kedelig, skal jeg nok finde en måde at underholde mig selv på,” siger en kvinde oppe i baren og fortsætter: “Så kan jeg lave alt det, jeg brænder for, men som jeg ikke kan tjene penge på.”  Kapital trumfer kærlighed i den hvide by. Her kan man ikke overleve på kildevand alene.

IVAN OG DRAGAN driver et hostel i en gammel lejlighed i Dorćol. Her drømmer de sig væk i unge europæeres rejsefortællinger på en lille balkon.

Der dufter af friskbrygget kaffe i det lille køkken på 2. sal. Røgen fra to cigaretter bølger ind fra de to åbentstående døre ud til den lille balkon. En ranglet fyr med vådt hår træder med et håndklæde om livet ud af badeværelset. ”Are we gonna party tonight?” fløjter Ivan med en kop kaffe i hver hånd. ”Yeah,” lyder det grødet fra den nyvaskede backpacker.I skyggen af den tætte efeu på balkonen sidder Dragan opslugt af en samtale med en fransk pige. Den ene cigaret afløser den anden. Kos. Bodrum. Istanbul. Sofia. Skopje. Beograd. Næste stop Sarajevo. Måske Zagreb og Budapest – før rejsen går tilbage mod Paris. ”I have never been west of the Balkans,” griner Dragan og spørger indtil om den franske pige følger med i Melodi Grand Prix. ”Nej, ikke rigtigt,” siger hun undrende. ”Jeg ville give alt for at få lov til at være med til et live Eurovision en gang,” sukker Dragan og tænder en ny cigaret.

JANA sidder i en bordeauxrød sofa og drømmer sig væk til cirkusvogne, linedansere og storslåede jongleringsnumre. I sommeren 2016 drager hun til Tyskland for at optræde med et lokalt cirkus.

Jana er opvokset i et dyrt kvarter i Beograd. Hendes far ejer et succesfuldt firma, og selvom det i Serbien betyder en uvurderlig billet til et godt betalt arbejde, vil Jana noget andet. Hun har taget sin lykke i egen hånd, og som en af de få er det lykkes for hende. Hun ligner allerede en cirkusprinsesse, som hun sidder der. Hendes mørke hår dækker for hendes ene mørkebrune øje og skaber en mystisk aura omkring hendes person. “Jeg vil ikke bare være en arbejdsslave, og jeg vil ikke arbejde for min far. Jeg vil skabe noget selv, være kreativ og se verden,” fortæller hun, mens hun nænsomt kigger ned på sine hænder.  Som en sjældenhed har hun fået muligheden for at arbejde i et andet land, allerede inden hun er færdig med sit tyskstudie på universitetet. “Idéen med at læse sprog er jo netop, at man kan få muligheden for at bo og arbejde i et andet land,” fortæller hun og fortsætter: “Jeg ved, jeg vender tilbage til Serbien en dag. For det er her, jeg hører til. Men indtil da vil jeg opleve alt, hvad jeg overhovedet kan.”


 

 

 

Advertisements