VED FØRSTE ØJEKAST: PARKERINGSPLADS OG BILVASK. ET ALIBI. ET SYNSBEDRAG. PASSERER VI DENNE STILLESTÅENDE OG LIGEGYLDIGE FACADE, FINDER VI NEMLIG BETONGADEBØRNS SPIRENDE SARTE DRØMME. SMÅ GRØNNE POTTEPLANTER, KAFFEHYGGE OG EN BOBLENDE KREATIVITET, DER MED DRØMMENDE NÆTTER BESÆTTER GAMLE EFTERLADTE FABRIKSBYGNINGER. HER EMMER AF FÆLLESSKAB, SAMHØRIGHED OG SOLIDARITET. VI ER TAGET NED TIL VINYLLØRDAG PÅ ØLBAREN ZAOKRET, SOM LIGGER LIGE INDE I MIDTEN OG TIL HØJRE GEMT BAG BILVAKSEN.

Af Carla Rafaella Gianetti

Støvet hvirvler i den varme luft. Vidner om konstant bevægelse. Forvandling. To unge serbiske mænd står på en støvet parkeringsplads i en sidegade midt inde i den tunge by. De vasker bilerne rene for byens stummende støv. Det er et alibi. Bag dem sprænger boremaskiner mure og en insisterende lyd blender sig ind i jazzmusikken, der blæser ud gennem betonens sprækker. En ung fyr i arbejdstøj længere henne, inde bagved, slås med at hejse en dinglende blå trillebør fyldt med nyblandet cement fra første sal og ned. Skråt over pladsen mosler to andre unge rundt, med et kæmpe vindue og prøver at få det sidste på plads i den nyåbnede natklub. På en gemt café, der også snart huser et kunstgalleri, sidder tre unge studerende mellem murbrokker i deres helt egen boble og diskuterer tung litteratur. To arbejdsløse kunstnere er ved at pynte de grå mure med deres farvede skriblerier. Deres solglade farver, står i kontrast til den omkringliggende betonbelagte by. Parkeringspladsen ligner mest af alt en forladt byggeplads, fyldt med intetsigende biler og støvede ruindynger. Men inde bag ved, under det åbenlyse, er der noget Haveje fra Midt Om Natten og Bohemian Rhapsody over hele sceneriet. Mens nogle går og hamrer, banker og maler, sidder andre i bare tæer og filosoferer og nyder kolde serbiske øl.

Regeringen har lukket de unges væresteder til fordel for glasbyggerier og et prestigefyldt Waterfront, men generationen uden fremtid er ved at bore sig igennem beton og snævre samfundsnormer. Midt i en apatisk, magtpålagt zombietilværelse er flere nye natklubber, kunstgallerier og små kaffe- og ølbarer på trods i gang med at vokse sig ud af ingenting. Klemt inde mellem tomme, faldefærdige ølfabrikker, pakhuse og ramponerede lejligheder skabes, i et sammensurium af Christianialignende og avantgardistiske tilløb, et åndehul. En sand oase. En skjult kreativ legeplads, skærmet fra omverdenen. En sprække i betonen. Et lille mellemrum i den hvide by.

blåtrillebør.jpg

FANGET MELLEM I GÅR OG I MORGEN
Vi træder ind i en gammel lagerbygning. Små, minimalistiske jernborde, gamle flaskegrønne, velourbeklædte retrolænestole, farvede potteplanter og små tyrkiske tæpper på gulvet pynter den gamle hal. De gulnede lampeskærme med flæser og tunge gardiner står i kontrast til de hjemmelavede papirlamper, den farverige kunst og street-arten på de rå afskallede vægge med store New Yorker-agtige vinduer. Alt sponseret af ungdommens arbejdsløse, kunstnere og intellektuelle, der på trods har fundet en måde at udtrykke og indrette sig. Denne eftermiddag er ølbaren Zaokret tæt pakket med vinylglade unge mennesker.

En kvindes stemme blæser ud i den gamle hal. Kvinden på scenen, der bliver akkompagneret af to unge mænds akustiske guitar og en ukulele, synger ord, jeg ikke forstår. Men jeg forstår hendes krop. Hendes øjne, der lukker i. Den måde hun holder om mikrofonen på, som var den hendes sidste håb. Hun mener hvert et ord. Helt sikkert. She means it, man!  Publikum omkring mig er med hende hele vejen.

“Her er varmt og tæt. Tilrøget. Men man kan stadig trække vejret.
Trække vejret sammen med Beograds sårede betongadebørn.”

På langbordet langs de rå vægge står en fyr med fuldskæg, sorte stramme jeans og nynner med, mens han roder vinylerne igennem. Fede, gamle vinyler til næsten ingen penge! Som at se et barn i en slikbutik. David Bowie. Nirvana. The Doors. Bob Dylan. Pink Floyd. Nina Simone, Janis Joplin og mange flere. Den gode, gamle velkendte lyd, der vidner om at være landet ned i en lille, poetisk tidslomme. En billig øl fra baren i hånden og en smøg i mundvigen. Her er varmt og tæt. Tilrøget. Men man kan stadig trække vejret. Trække vejret sammen med Beograds sårede betongadebørn. De poetiske og melodiske rytmer banker avantgardens glemte drømte. Små lyriske strofer slår i takt med byens ar og indkapsler forskellige små stemninger i rummet. Hver enkelt lille historie sætter sig som spor, små fragmenter, hvor fraværet af håbet om et bedre liv er fælles. En serbisk ungdom fanget mellem i går og i morgen. Frustreret over følelsen af at være låst fast i et bundkorrupt land, der styres med højrenationalistiske ideologier og beskidte, kapitalistiske metoder.

OPPOSITIONEN LEVER INDENI
Den serbiske ungdom har mistet troen på en fremtid i landet. En slags ny No-future-generation, der gemmer sig under en dyne af apati og afmagt. Intet ungdomsoprør. Ingen bruger deres stemme. De har givet op med tanker om, at de alligevel ikke bliver hørt. En slags NÅ-generation. En ungdom i eskapisme og på konstant flugt fra dem selv og deres samfund. Det er dog ikke alle, der lader sig passivt definere udefra og lader sig forgifte til det døde liv. Der findes her en gruppe unge, der forsøger at skærme sig mod den korrupte indoktrinering. Under den sorte dyne finder vi tanker og visioner, der for evigt kunne gå ubemærket hen, men som dette rum giver mulighed for at opdage og flygte ind i sammen med Beograds ungdom.

“Under og ind imellem fabriksbygningerne mødes de unge inde i de små sprækker. De mødes nede i labyrintiske underverdener, hvor de skaber storslået streetart.”

På bordene på den proppede øl- og kaffebar ligger undergrundsgademagasinet Liceulice, hvis titel er et slags anagram med dobbelttydning og kan oversættes til både Ansigter fra gaden og Ansigt til Ansigt. Ideen bag magasinet er at give de mange marginaliserede grupper i samfundet en stemme. Der er desuden klistret Liceulice Zona mærker op på de gamle fabriksfliser. Det er ikke et politisk statement – men et eksistentielt. Her på parkeringspladsen finder unge uden fremtid, de små intime, kreative rum, som de kan gå ud og ind ad. På Polet allerbagerst på pladsen ligger der bag døren, der ligner vejen til stjernehimlen, en bar kombineret med et kunstgalleri. Her er der mulighed for at se kunst og høre ny og moderne lyrik – noget der ellers ikke vises eller udgives offentligt i Serbien. Showroom Live Belgrade ved siden af er en slags multifunktionel scene, hvor meningen er, at der skal holdes kunstudstillinger, teater og moderne danseforestillinger. Generation Y mødes ansigt til ansigt på den farverige Klub Dvorištance. De danser sig ud i natten på Elektropionir og Kenozoik, hvor der er pyntet med farvede balloner. Under og ind imellem fabriksbygningerne mødes de unge inde i de små sprækker. De mødes nede i labyrintiske underverdener, hvor de skaber storslået streetart. Mødes med åndsfæller uden fremtid. En subkultur, der hylder det autentiske, og hvor drømmene spirer på trods. Her lever oppositionen indeni. I mødet. I kunsten. I skabelsen. I nuet. I alle disse små gemte rum.

statement

HOWL
Kvindestemmen der netop er rundet af en autencitet, er stadig i gang med at fylde rummet ud på Zaokret. Pludselig opdager jeg, at jeg også står og nynner med på de uforståelige ord. Det bruser i mine ører, og ordstrømmen kører nærmest i maniske lange stræk. En fri bevidsthedsstrøm. En spontanitet. Hendes stemme smelter sig om min krop. Dunker i min hals. Hårene rejser sig, og nerverne sitrer. En bølge af rytmiske slag overvælder mig og forfører mig ind i en trance. Der er både noget melankolsk og opløftende på en og samme tid over Zaokret denne eftermiddag. Noget sort romantik. En Strungesk og Ginbergsk kontrastfuld følelse. En underverden, der runger ekkoer af både Beat, Berlin, beton- og blomsterbørn. En barndom i 80´erne – hvor man overlevede på trods. Mælkebøttebørn. De har noget sammen, som jeg spejler mig i og bliver en del af – bliver revet med af. Retrolænestolene hyler dystre fremtidssange, men selvom om håbet om en bedre fremtid synes sort, flyder drømmene ind og ud og igennem hinanden. Flygtige og sarte drømme. Drømme, der lever i dette nu. Et nu, hvor tankerne er frie. De løsrevne skygger fra fortiden skaber sammen en større sammenhæng i nutiden uden fremtid, der lige nu og her får én til at glemme tid og sted. Hvor længe, der går før boblen brister, er uvist. Men det er ikke væsentligt, om der er et i morgen – det er nuet, der er gældende.

“Der er både noget melankolsk og opløftende på en og samme tid
over Zaokret denne eftermiddag.”

 

tumblr_o5yaquokwT1ujlj5io1_1280
Foto af Aleksa Vitorovic

GENERATIONEN Y FINDER STRATEGI
Støvet har lagt sig. Dagens sidste bilvask er for længst overstået. Boremaskinerne slukket. Malerbøtter med farvet vand og pensler står henkastet rundt omkring i hjørnerne. Kvindens stemme forstummet. Livemusikken er skiftet ud med vinyler, der flyver hen over pladsen. Vi er rykket udenfor foran ølbaren. Her er fyldt. Inde i en sidegade. På en efterladt parkeringsplads i et gråt og glemt kvarter. En poestisk perle. I Beograds mellemrum. Fyldt med små drømmende bobler, der flygter ud gennem sprækkerne i den lammende beton. Fyldt med ungdommens fortrængte drømme. Tænder nummer tusinde og halvtreds cigaret. Kroppen ryster. Stadig i chok. Lukker øjnene i. Siger ingenting. Glemmer tid og sted. Drømmer. Bare et øjeblik. Mærker melankolien, der stadig bruser i mine ører og hører kun de hylende ord:

Korruptionen er som muterende celler i den hvide bys apati. Siver ned mellem betonen og datidens invaliderende nej. Mekanismer sovser betonbørn til. Fedter dem ind i politikernes herskende, tomme ord. Klistrer sig til skrøbelige drømme, der råber med stumme stemmer. Afasi. Drømme fordamper. Runger som ekkoer mellem gråt–i-gråt og kan ikke bryde ud gennem byens nybyggede glas-etui. Lægger sig som en kvælende dyne, der bærer dybe ar. Stirrer dem blinde. Men under glasbetonens polemik, udenom automatik, danser de smertende drømme på generationers lig. Oppositionen lever indeni. Generation Y finder strategi. 

Vi kan her på magasinet ikke anbefale nok at tage ud og lede efter disse små sprækker og poetiske perler i Beograd. Uden dem ser du kun fernissen af byen. Krads lidt i den, og du vil møde en subkulturel ungdom i en bohemisk underverdenen, hvor fællesskab, samhørighed, solidaritet og en boblende kreativitet bliver strategi for overlevelse.


Find parkeringspladsen på vores kort over Håbefulde steder her

Advertisements