Af Karoline Graugaard Boisen

Et kvarters kørsel uden for Beograds oplyste centrum findes der en lille firkant af eskapisme og drømmesyn. Klemt imellem forladte lagerhaller og øde parkeringspladser. To snaldrede kvinder med et plastikglas fuld af gin åbner porten og giver signal til, at vi kan træde ind.

I hjørnet udveksler en kvinde og en mand små kys, mens musikkens dunkende rytmer tromler dem over tæerne som bulldozere. En fyr med solbriller og en t-shirt med skriften The Liberty hopper ude af takt til musikken, og bag dj-pulten kæderyger en ung fyr, mens han med mekaniske bevægelser trykker play til nye toner. Byens sidste lys er for længst borte bag boligblokkene og lagerhallerne, og her er kun sparsomt oplyst af blå stråler og stjernerne over os.

Et par parasoller skærmer for den fraværende sol. Det er svært at forestille sig, at den nogensinde skinner over eskapismens lille firkant, og langt de fleste ser nok først lyset, når de vågner i morgen. Ikke desto mindre har man fornemmelsen af, at mørket er det tiltalende her.

Her er alle alene. De danser som marionetdukker i dj’ens hånd. Deres livløse arme slår fra side til side uden den mindste anerkendelse af menneskene ved siden af. Man kan næsten ikke tro, at Beograds ungdom finder, hvad de søger her. Men her står tiden stille, og her er der fred trods højttalernes enerverende muzak. Beograds storbysymfoni og ungdommens forgængelighed. At gå til grunde i lyset fra neon. At overleve alene i trancen. At drukne i blåt lys og billig sprut.

To unge mænd danser med lukkede øjne ind i hinanden. De ser sig forvirrede omkring, får øjenkontakt i et splitsekund og bevæger sig hver til sit. En spinkel kvinde sover hen over et bord, og to mænd i baren blændes af en lysende reklame for Red Bull. De kniber øjnene sammen, da det røde skær rammer deres ansigter.

De unge natsværmere søger lyset i mørket. Måske kun for at gå til grunde i flammen.
Måske for at genopstå under byens tage. Måske for at leve fuldt ud i det første og sidste nu. For her hersker kun nuet. Kun dét og de magtesløse technotoner. Lysstofrør og plastik-
beholdere fulde af sprut. Petroleumsblåt lys og stjernerne over alt det håbløse.

Det kyssende par står nu i korridoren på vejen mod toiletterne. De små kys er blevet større i mørket. De sender hinanden skjulte blikke og spørger med øjnene, hvor de skal sove. Uden for eskapismens firkant er der stille. Byen sover. Natsværmerne genopstår i morgen.

Det samme gør eskapismens firkant.


Mød Vandbæreren, der som homoseksuel konstant tvinges ind i små beskyttet rum.

Advertisements