JEG ER TAGET HJEM TIL JOVANA OG HENDES KÆRESTE ALEKSANDAR I DORĆOL, BEOGRAD. JOVANA ER 24 ÅR, LIGESOM MIG. JEG VIL FINDE UD AF, HVAD DER HOLDER UNGE SOM HENDE OPPE I ET SAMFUND SÅ KORRUPT SOM SERBIENS. HVOR DE FINDER HÅB, OG HVOR DE FINDER MENING. OG HVORFOR DE IKKE ER FLYGTET FOR LÆNGST.

Af Josefine Maria Hansen

Vi læner os ud over den tykke ræling på hendes altan. Hun peger ned på markisen tre etager under os, hvor store afskallede flager af beton fra bygningens mure ligger i støvede bunker. Bygningen er fra 1961, og er aldrig blevet restaureret, fortæller hun. Bygningen overfor er magen til, måske en smule mere forfalden. Med knækkede metalpersienner foran vinduerne og krakkeleret facade. Det er ikke en smuk udsigt, herfra hvor vi står. Men brostenene er romantiske, siger hun og kigger ned på gaden.

Vi sidder på hendes altan og spiser chips, mens vi venter på hendes venner. Der er snart valg i Serbien, og jeg spørger hende, om hun skal stemme. Det skal hun ikke. Det ville ikke gøre nogen forskel, siger hun. “Heller ikke bare symbolsk?,” moraliserer jeg. “Fordi du kan? Stemme blankt måske, som en manifestation?”

Hun smiler, maser cigaretten flad i askebægeret og tænder en ny.

Bogdan læser norsk på fjerde år og kommer ved otte-tiden. Han taler norsk, så jeg taber kæben på bordet. Han forstår også mit danske, så vi taler dansk sammen. Jeg er målløs og kan ikke skjule det. Han griner forlegent. Men hvorfor norsk? Han fortæller mig, at uddannelse i Serbien ikke giver samme muligheder som i andre lande. Her kan du ikke uddanne dig til det gode liv. En læge tjener f.eks. lige omkring 600 euro om måneden, selvom uddannelsen er lige så lang og hård, og jobbet lige så vigtigt for samfundet som i alle andre lande. 600 euro. Det er lige under 4500 kr.

“De, der tjener penge her, er de korrupte,” siger han. “Og de politiske rådgivere selvfølgelig, men det er same same. Intelligens er ikke i efterspurgt i Serbien. Uanset hvor høje ambitioner du har, hvor dygtig du er, eller hårdt du kæmper, så vil det aldrig kunne give dig et godt liv her. Men bliv pusher eller noget andet suspekt. Smid din moral ad helvedes til. Så kan du leve godt i Serbien.”  Det begynder at dirre i mig. I mit vestlige sind. Hvorfor protesterer de ikke? Demonstrerer? Laver bål i gaderne, vælter regeringen? Bogdan løfter på skuldrene. Det ville ikke gøre nogen forskel, siger han. Jeg forstår det ikke.

“Da Jana selv gik til psykolog for at komme sin bulimi til livs, fandt hun ud af, at bulimien var udtryk for en undertrykt frustration over at være fanget i et system, der modarbejder hende.”

Jana har langt, glat, sort hår og store, brune øjne. Hun læser italiensk og laver illustrationer. Hun har haft bulimi i tre år. “Ligesom så mange andre serbiske kvinder,” fortæller hun. Angst og depression er åbenbart helt normalt blandt unge kvinder i Serbien. Ventelisterne hos psykologerne er alenlange. Da Jana selv gik til psykolog for at komme sin bulimi til livs, fandt hun ud af, at bulimien var udtryk for en undertrykt frustration over at være fanget i et system, der modarbejder hende. Over at være serber, over at have en nationalitet, som hele verden ser ned på. Hun brækkede sig over regeringen og sin egen magtesløshed, fortæller hun. Brækkede det hele ud.

Vi er langt væk fra Danmark.

Aleksandar, Jovanas kæreste, er 41 år. Da han var på Jovanas alder, gjorde de oprør, gik i gaderne og satte ild til dem, indtil systemet til sidst var nødt til at reagere. Det virkede dengang, fortæller han, men det gør det ikke i dag. “Det er til ingen nytte,” siger han roligt, afklaret. I dag er korruptionen som en altødelæggende cancer. Landet hænger kun lige akkurat fast med fingerspidserne. “Der er ingen fremtid for Serbien. Jeg tror i hvert fald ikke på det,” siger han.

“Vi læser ikke avis, vi ser ikke fjernsyn. Vi har ikke fjernsyn. Der er ikke andet end propaganda; Vučić morgen til aften. Det er vores overlevelsesstrategi.”

Men hvad gør de så af deres frustrationer? De have dem, de er jo bevidste om, at de bliver frarøvet deres frihed på grund af måden, systemet er skruet sammen på. Det giver dem ingen mulighed for at blive mennesker. Det modarbejder dem. Hvordan får de afløb for deres frustrationer?  “Vi lukker os inde,” siger Aleksandar. “Vi læser ikke avis, vi ser ikke fjernsyn. Vi har ikke fjernsyn. Der er ikke andet end propaganda; Vučić morgen til aften. Det er vores overlevelsesstrategi.”

Men er det en måde at håndtere situationen på? Hvornår kan det nogensinde være en løsning at isolere sig? Hvordan vil de ændre noget ved at fjerne sig fra fællesskabet? Afskærme sig fra samfundet? Mine spørgsmål føles presserende, men de begynder at klinge hult. Ignorant. Som stillet af en fremmed, en udenforstående fra et land, der flyder med mælk og honning. Jeg begynder at forstå, men er stadig forvirret. Hvor gør de af deres frustrationer? 

IMG_4851

Jovana finder sit fotoalbum frem. Hun viser billeder af teselskaber, hun har holdt, hvor alle er klædt ud i fint tøj. Smukke kunstneriske billeder, mange af Jovana, taget med et analogt spejlreflekskamera. Billeder de har brugt hele dage på at iscenesætte med udklædning, makeup og den helt rigtige indstilling på det gamle kamera. Billeder fra byen og billeder af venner.

Kreativiteten er deres lys i mørket, deres eskapisme.”

Måske er det sådan, de får afløb. De er sammen. De maler, laver film og tager billeder. Ser gamle kunstfilm, internationale film, lytter til plader, går i byen, læser sprog, går på biblioteket, læser og taler om det. De dygtiggør sig, for deres egen skyld. Ikke for samfundets skyld, men på trods af det. I deres eget lille, lukkede fællesskab. Kreativiteten er deres lys i mørket, deres eskapisme. Deres parallelle verden, som kan eksistere uafhængigt af systemet: Hvor identiteten som serber ikke hæmmer dem. I kunsten og kreativiteten er de verdensborgere.

Det er ikke en løsning på Serbiens problem. Men det er deres overlevelsesstrategi. Måske det, der gør, at de bliver i Serbien. Måske det, der gør, at de bevarer deres håb og drømme og ikke går til grunde i apati.


Jovana drømmer blandt andet om at blive forfatter en dag.
Læs hendes lyriske bidrag til magasinet her.

Advertisements