KORRUPTE POLITIKERE. UDSIGTSLØSE HENSIGTER. STAGNATION OG SPLITTELSE. BYGNINGER, DER FORFALDER OG LUKSUSBYGGERIER, DER MÅSKE ALDRIG BLIVER TIL NOGET. I BEOGRAD ER MAN MÆRKET AF FORTIDEN, NUTIDEN OG FREMTIDEN, OG EN VANDRING IGENNEM BYEN ER ET MØDE MED SLÅENDE KONTRASTER, OG ET GLIMT AF HÅB HOS EN UNG RYGSÆKKLÆDT TURISTGUIDE, DER HAR GJORT BYENS GADER TIL SIT LEVEBRØD.

af Stine Hamann Pedersen

Solen brager ned fra en blå himmel. 28 grader. Et usædvanligt vejr for en april måned selv i Serbiens hovedstad Beograd, hvor temperaturerne ellers opfører sig som nat og dag. I Studentski Park i Beograds boheme- og universitetskvarter Dorćol summer byen af liv. Unge som gamle sidder side om side i det nydeligt klippede græs. For her lader man ikke til at have travlt. Det er søndag, og det betyder, at der skal slappes af i byens mange grønne åndehuller under de århundrede gamle linde- og egetræer imellem osmannisk arkitektur, kommunistisk betonpoesi og det 19. århundredes brogede historicisme. Flødefarvede og lyserøde facader flyder med underfundig selvfølgelighed sammen med monstrøse klodser i nuancerne gråt-i-gråt.

For 28-årige Zeljiko Petrovic er de krøllede og labyrintiske gader i Beograds gamle bydel hans  daglige arbejdsplads. Dag ud og dag ind traver han de snoede gader tynde iført en lille rygsæk og et bredt smil med det stigende antal af turister i hælene, som valfarter til den serbiske hovedstad.

For Beograd er blevet det nye sort, hvad angår rejsemål. En blanding af Berlin og New York bare mindre, lyder det i diverse rejseguides. Og ganske rigtigt her er hundredevis af hostels skudt op de seneste år, hvor unge festglade europæere sover deres branderter ud efter lange sorgløse nætter i det vanvittige natteliv, som man som 80’er barn ikke kan lade være med at beskrive, som da Christiane F tørner sammen med ungerne fra Bahnhof Zoo til tonerne af The Duke himself, David Bowie. En grænseoverskridende, farlig og dragende kraft. En våd, varm og dulmende heroinrus på techno-tramp i skæret af farverige lanterner i nedlagte industrihaller.

IMG_4512

SAMTID
Men det er nattens tidsløse lomme. I dagslysets skarpe sol reflekterer byen de kaskader af tider, som den har stået igennem. Små passager snor sig igennem de bakkede og skrånende gader. Ind og ud og ind igen fletter de sig sammen i det stejle terræn. Et lille ottomaner tempel. En moske med irgrønt spir og regnbuefarvede ruder. Heftig aktivitet ved en af de mange hjørnekiosker – hvor obligatoriske cigaretter langes over disken. For i Beograd ryger man. Man ryger meget. Rigtig meget.

Med en svimlende fart træder vi igennem historiens vingesus og Zeljiko Petrovic fører taktfast an. Et rask tempo, som får graffitien langs soklerne på alle bygningerne til at blomstre. ”Friends not food” står der rundt om en naivistisk malet gris, der straks afløses af portrætter af Bob Marley og Jimmy Hendrix – alt i mens de allestedsværende tags summer ord, vi ikke forstår.

Metervis af vasketøj dufter rent ud af de endeløse rækker af åbentstående vinduer – vinker for vejret og en ny dag. Krumme træer slår lange skygger på de brede fortove, hvor tjæresort tyrkisk kaffe skylles ned og den lokale øl Lav serveres i høje slanke glas på de traditionelle udskænknings- og madsteder kaldet Kafanas.

“Men kradser man lidt i overfladen trænger et andet
og mørkere billede sig på.”

”THIS IS BELGRADE”
Men kradser man lidt i overfladen trænger et andet og mørkere billede sig på. Økonomien i landet har siden Jugoslaviens sammenbrud været skrantende, og som ung studerende på byens fakulteter er det svært at få pengene til at række. Mange unge bor hos deres forældre og lever for beløb på under 17 euro om ugen, fortæller Zelijko, da vi indfinder os på byens vartegn Kalemegdan Fort på toppen af byen med udsigt over floderne Sava og Donau, lige der hvor de to giganter flyder sammen og danner et snoet Y. Beograd bugter sig som en tredelt formation op og ud fra bredderne – så langt øjet rækker.

”This is Belgrade,” smiler Zeljiko. Kolossen ’Hotel Yugoslavia’ og  skyskraberen ’West gate’ knejser og brydes i horisonten med de stedsegrønne naturarealer. Minder alle og enhver om kommunismens brutalisme i sin arkitektoniske voldsomhed, men også om trygheden i planøkonomi og tidligere tiders politiske vilje til skabe arbejde for alle.

GENERATION Y
Zeljiko Petrovic er en af de unge, som har formået at skabe sig en fast indtægt på trods af korrumperet styre, hvor ungdomsarbejdsløshed, en stigende ældrebyrde og industrielt kollaps har skabt en gabende tomrum i et Serbien, der har måtte genopfinde sig selv efter storstaten Jugoslaviens undergang. En generation, som er vokset op klemt imellem overgangen fra det ene uduelige system til det andet.

“En generation, som er vokset op klemt imellem overgangen fra det ene uduelige system til det andet.”

”Jeg arbejder hele tiden,” fortæller Zeljiko og misser med øjnene i den skarpe sol. ”Hvis man vil noget her i livet, må man arbejde hårdt for det”. Og omkring 1400 ture på gå-fod igennem Beograd er det blevet til, siden han for fem år siden bestemte sig for at lære sig engelsk og droppe drømmen og udsigterne om at arbejde som geograf. ”Min generation har måttet sande, at der ikke længere er et sikkerhedsnet. Vi er blevet en del af en kapitalistisk økonomi, og ligegyldig hvordan vi vender og drejer det, så er der ikke mange jobs – selv ikke for de veluddannede. Vores samfund er gennemsyret af korruption og nepotisme, og i de jobs, der er til at få, underbyder vi hinanden i lønninger. Så jeg indså nok for længe siden, at staten ikke har mine interesser,” beretter Zeljiko, mens det ellers så brede smil blegner lidt i kanten. ”Se blot broen her,” fortsætter han og peger ud over stensætningen, der engang udgjorde ydermuren for det gamle middelalder fort, hvor den nybyggede Ada Bridge folder sig ud som en enorm natsværmer hen over det grågrønne vand. ”Den skulle afhjælpe den tunge trafik til og fra byen og være et symbol på et nyt Serbien, men i virkeligheden er den blot endnu et prestigebyggeri, der er endt med at koste halvanden gang mere end først budgetteret.”

IMG_6058

”THE FUTURE”
Og Ada Bridge er blot en af de ødsle skandaler, som de unge i Beograd er vidner til. Ved Savaflodens bred er et projekt søsat, der ifølge Zeljiko blot endnu engang er en ny regerings måde at spille med musklerne på. ’The Belgrade Waterfront’ hvor kilometervis af gamle bygninger har måttet vige pladsen for endnu ikke opførte luksusbyggerier. ”So this is the future,” udbryder Zeljiko med en slet skjult ironi, da vi forsøger at forcere jernbaneskinnerne på vej ned til flodbredden under broen Brankov Most, mens et gammelt godstog skrumler forbi. Og man forstår ham. Der er langt fra den vision, som blot få hundrede meter væk hænger på byens togstation. Et kæmpemæssigt banner med visualiseringen det nye havneområde – et syn, der må være sheikdømmet Dubai værdigt.

DETOUR
Men hernede ved vandkanten rejser sig blot en tyk støvsky fra en gråbrun sandgrav til de sporadiske skrig fra en flok måger og terner, som boltrer sig i en bunke henslængt affald, hvor en enkelt gaffeltruck synes at være gået i stå midt i en uoverkommelig arbejdsopgave. Det eneste tegn på fremskridt er en stramt anlagt cykelsti, nogle madvogne og en enkelt cafe. ”Jeg ved ikke så meget om det her sted,” siger Zeljiko og trækker på skuldrene, da vi vender ryggen til byggepladsen og bevæger os tilbage ind i byen.

“På hver sin side af boulevarden står de. To konturer af et andet Beograd, og en smertelig påmindelse om de politiske konflikter, som byen blev gidsel i for blot tyve år siden.”

BOULEVARD OF BROKEN DREAMS
Zig zag igennem busterminalen. En ram duft af fed fritureolie blander sig med sved og udstødningsgasser fra de holdende busser. En hjemløs hund strejfer rundt imellem benene på de ventende. Videre. En mægtig boulevard strækker og breder sig. Nemanjina Street. Hovedfærdselsåren i det gamle parlamentskvarter. Gaden affolkes så småt, i takt med at bygningerne vokser sig større. Kneza Milosa Street. På hver sin side af boulevarden står de. To konturer af et andet Beograd, og en smertelig påmindelse om de politiske konflikter, som byen blev gidsel i for blot tyve år siden. Ned igennem den ene bygning breder sig en flænge, hvor armeringsjern og beton er flået til uigenkendelighed. En intervention og en regn af bomber i bedste mening. Et gabende sår til evigt minde om, da NATO i 1999 ville lægge låg på den betændte konflikt i mellem det daværende Jugoslavien og staten Kosovo. ”Det er USA’s skyld. En kæmpe sammensværgelse,” hvisler en ældre herre, som, sammen med en lille flok demonstranter, tre telte, et par skilte og en svajende kludedukke i en løkke fra et lille vejtræ, vidner om nutidens desperation og ulmende utilfredshed med banksnyd og systemfallit.

DORĆOL
Men for Zeljiko Petrovic går livet videre på trods. ”Dette er min by – og jeg kan slet ikke se mig selv finde hjem et andet sted. Her har jeg med familie og venners hjælp formået at købe en lejlighed, og jeg er en af de få med et arbejde, som jeg elsker. Og ved I, hvad det smukke ved denne by er? – At ligegyldig hvor lidt vi har, så vælger vi altid at bruge vores sidste penge på at gå ud med vores venner – for her er det nuet, der tæller. Det kan ingen nemlig tage fra os.”

Tilbage i Dorćol i lindens bløde skygge finder en lille flaske med ravgul væske vej fra rygsækkens dyb. ”Živeli.” ”Skål.” En honningrakijas sødmefulde og stærke smag lægger besnærende beslag på tungen. ”See you, girls,” smiler Zeljiko, da han vender om på hælen og forsvinder ned af den stejle gade.


 

Se kortet over Beograd her

 

Advertisements