KONGEMORD, VERDENSKRIGE, STORMAGTSINTERVENTION, ETNISK UDRENSNING. NÆVN DE MEST FORFÆRDELIGE BEGREBER FRA DEN INTERNATIONALE, POLITISKE SCENE, OG DET ER FOREGÅET I SERBIEN.

Af Louise Simoni

Daddy, where will we sleep?” spørger den lille pige i dokumentarfilmen af samme navn. Hendes far forsøger at få hendes lillebror i en flyverdragt, mens tårerne løber ned ad hans kinder. Dagen forinden har bomberne regnet ned over tagene og dræbt 15 civile og såret over 50 i den lille mineby Aleksinac i det sydlige Serbien. Natten mellem d. 5.-6. april 1999 har NATO-fly angrebet Serbien i en såkaldt fredsskabende aktion – en beslutning truffet uden om FN’s sikkerhedsråd.

Selvom Serbien ikke er en del af Vesteuropa og måske har et tættere historisk forhold til Rusland end til EU, kan forestillingen om ufred i et samfund, som trods alt er ganske lig og ganske tæt på vores eget, føles uvirkelig. Men Serbien er et land, som ikke har oplevet fred i 50 sammenhængende år, så langt tilbage nogen kan huske. Blot et kig tilbage på de seneste hundrede år vidner om en turbulent tid.

HÆSBLÆSENDE FORTID?
Landet på den sydøstlige del af Balkan-halvøen har siden starten af det 20. århundrede oplevet lidt af hvert: I 1903 et kongemord. I 1912 en hemmelig alliance med Bulgarien mod det Osmanniske Rige og tre deraf følgende Balkankrige. Territoriale udvidelser og tilbageslag. En frihedskæmper ved navn Gavrilo Princip, som i 1914 tændte gnisten i det bål, der skulle blive 1. Verdenskrig. Fire år senere et nyt kongerige af både serbere, kroatere og slovenere – landet, der senere skulle blive kendt som Jugoslavien og berygtet for den kommunistiske modstandsmand og præsident Josip Tito.

Et land, der fungerede som buffer mellem Sovjetunionen og USA under den kolde krig, mens det internt kæmpede med etniske stridigheder og opgør. Stridigheder, som i slutningen af 90’erne førte til NATO-interventioner og Kosovos løsrivelse. Og først så sent som i 2006 – efter international fordømmelse af én præsident og snigmord på en anden blev Serbien til det Serbien, der findes i dag.

“Den historiske arv har lejret en bevidsthed om forgængelighed. Og modsat europæiske lande, hvor kun de ældre generationer husker krigstider, gør den sig i Serbien også gældende hos de unge”

STILLESTÅENDE FREMTID?
“Krigen var bare noget, der skete. Ligesom første skoledag.” Svaret virker uforståeligt, men er ikke desto mindre det, man ofte får, når man spørger de unge serbere om den krig, de trods deres unge alder har oplevet på egen krop. Det er en del af deres hverdag, deres historie, ligesom den korrupte politiske kultur, som de efterhånden tager for givet. Kun halvdelen af den serbiske ungdomsgeneration vil stemme til valgene. Til sammenligning stemte 72% af danske unge til det seneste folketingsvalg. Unge mellem 19-35 ligger dog højt i forhold til europæiske tal, når det gælder partimedlemskab, men to tredjedele angiver, at det blot er for at kende “de rigtige mennesker”. Og med en ungdomsarbejdsløshed på 49% er det ikke overraskende, at mange glemmer de politiske idealer og i stedet følger den korrupte vej, når der skal smør på brødet. Skik følge eller land fly, som man siger. Og det er der også en del, der gør. I en kultur, hvor præsidenten ringer til familier for at bede dem bruge deres afdøde familiemedlemmers stemmesedler til valget, er apatien stor og trangen til at søge til lande, hvor fremtiden ser lysere ud, blomstrer. 67% af den unge befolkning ønsker at forlade deres hjemland og i stedet søge lykken, økonomisk og politisk, uden for nationens grænser.Trods den store udlængsel er det dog kun et fåtal, ca. 6%, som rent faktisk tager skridtet.

“Krigen var bare noget, der skete. Ligesom første skoledag.”

HISTORISK HUKOMMELSE OG GLEMSEL
Penge er en afgørende begrænsning for at vælge et liv uden for Serbien. Men en national stolthed kan også spænde ben. For selvom et serbisk mundheld lyder: Det bedste, man kan gøre, er at glemme, så er det ikke, hvad serberne er bedst til. Den historiske arv har lejret en bevidsthed om forgængelighed. Og modsat europæiske lande, hvor kun de ældre generationer husker krigstider, gør den sig i Serbien også gældende hos de unge. Måske netop derfor er ungdommen her, modsat en karrierefokuseret og overflodspåvirket europæisk mentalitet, så gode til at leve i nuet. At få det bedste ud af intet. Pragmatismen og aktivismen gennemsyrer deres hverdag. Når politikere fjerner de unges tilholdssteder for med et stadig stigende budget at skabe en ny havnefront, så indtager de pragmatiske en parkeringsplads og skaber et kreativt åndehul cementeret af fortidens beton. Når pengene ikke rækker til muligheder og fremtid i det forjættede Europa, kan de krøllede småsedler om ikke andet skaffe en øl og en selskabelig stund. Når en krigsforbryder, dømt for fordrivelse og etnisk udrensning, er at finde på opstillingslisten med sloganet “Det eneste valg”, må man bruge sin stemmeseddel for at undgå, at andre gør, og derefter bevæge sig trancelignende til “tempo-folk”-musik for med de pulserende toner at komme til en anden verden.

For når tiltroen til systemet ikke findes, så vokser tiltroen til én selv og sine medmennesker. “We will sleep. Despite of them,” som faren svarer sin datter blandt de bombede ruiner i Aleksinac.


Læs den lyriske reportage fra Beograds natteliv og de unges
flugt ind i Blåt lys og billig sprut.

Advertisements