OMRINGET AF SOL, MÅNE OG STJERNER MØDER VI VANDBÆREREN I EN SAMTALE OM AT LEVE SOM HOMOSEKSUEL I ET HYPERPATRIARKALSK OG HOMOFOBISK SAMFUND, DER KONSTANT TVINGER HAM IND I SMÅ BESKYTTENDE RUM.

Af Carla Rafaella Gianetti og Stine Hamann Pedersen

Det regner i Beograd. For første gang i mange dage. Lyden af de tætte stråler slår hårdt ned i den betonbelagte gade. Lugten af den våde asfalt bærer en stemning af tungsind ind gennem den åbne altandør i den gamle betonlejlighed. Der er noget trygt over det rislende vand, der siver ned ad bygningen og vidner om beskyttelse i tørvejret, hvor den står i sol, måne og stjernernes tegn.

Astrologi er noget de tre unge mennesker om det runde bord dyrker i fællesskab. Et lille, intimt rum. Et rum, hvor de kan skærme sig fra omverdenen. Her kan de lade stjernerne fordomsfrit definere og acceptere skæbnen og finde forklaringer uden for dem selv.  Her sidder han – flankeret af sine veninder. Stenbukken og Tvillingeastrologen. Vi mødes for at snakke om astrologiske hjul og om hvordan det er at leve som homoseksuel i det homofobiske Serbien. Øjnene stråler – men flakker. Utryg ved at skulle være i fokus. Den ene cigaret afløser den anden, og der har lagt sig en grålig sky over de levende lys i den lille tilrøgede stue. Nervøs. 21 år. Universitetsstuderende. Homoseksuel. I aften blot Vandbæreren – med drømme pakket ned i en solgul papirsmappe.

”Jeg ved, at min mor og min far vil elske og acceptere mig ligegyldigt hvad, men jeg er bange for, at de bliver udstødt af resten af samfundet, hvis det kommer frem. Det ville min mor ikke kunne bære.”

I MØDET MED DET FREMMEDE
”Det er så forfærdeligt ikke at kunne gå trygt på gaden,” begynder han tøvende på et usikkert engelsk. ”Men det er meget værre i den lille by, hvor jeg kommer fra end her i Beograd,” fortsætter han. Beograd tilbyder nemlig en usynlighedskappe i myldret af storbyens anonymitet. Men her er også plads til at skabe et fællesskab i de små rum. Et fællesskab blandt ligesindede. For selvom den overvejende folkestemning ikke accepterer hverken homoseksuelles rettigheder eller deres tilstedeværelse, byder byen på venner i små enklaver, hvor man kan blive fri for skammen. ”Mine forældre ved det stadig ikke.” Vandbæreren har ellers haft en god og kærlig barndom og er særligt knyttet til sin mor. Alligevel må hans seksualitet forblive hemmelig. ”Jeg ved, at min mor og min far vil elske og acceptere mig ligegyldigt hvad, men jeg er bange for, at de bliver udstødt af resten af samfundet, hvis det kommer frem. Det ville min mor ikke kunne bære,” siger han og lægger armene over kors henover en gul mappe, som han har lagt på bordet foran sig,

”Vi lever i et højrenationalistisk og ekstremt patriarkalsk samfund,
der bærer på en historie om etnisk udrensning og serbisk herskermentalitet, der er overbevist om, at det er manden, der skal bære den serbiske arv videre”

Udenfor er regnen taget til – og i et tavst øjeblik søger de grønne øjne mod altandøren. ”Jeg elsker lyden af regn,” smiler han. ”Den gør mig rolig. Det er der ellers ikke meget andet, der gør. ”siger han mens han fumler med lighteren.” For det er ikke nemt at acceptere sig selv, som man er, når det samfund, man lever i, ikke vil,” pointerer Vandbæreren, mens hans øjne søger ned mod den gule mappe. Som mange unge, serbiske homoseksuelle har Vandbæreren måtte kæmpe for at acceptere sin egen   seksualitet. Der er mange unge homoseksuelle mænd, der ikke kan se nogen vej ud af deres situation. De har intet alternativ og ingen løsninger. Men det har vandbæreren. Han har en plan ”Jeg havde engang en bedste ven i skolen. Fra den ene dag til den anden blev han hooligan,” begynder Vandbæreren igen. ”De er ultranationalistiske. Nogle af de værste homofober her i Serbien,” fortsætter Stenbukken, da Vandbæreren leder efter ord. ”De er decideret livsfarlige.” Vandbæreren nikker og tager et hiv af sin cigaret og vender igen øjnene ud mod regnen. ”Men en dag tog jeg mod til mig og fortalte ham, at jeg var til mænd.” Endnu et hiv af cigaretten.”Så vendte han pludselig på en tallerken. Han tog mig i forsvar og kæmpede for vores venskab. Det er mit bevis på, at der er et håb,” smiler han skævt og skodder sin cigaret. ”Hvis nu alle kendte en homoseksuel, ville de finde ud af, at det ikke er så farligt. Folk er altid så bange for det ukendte.”

“Det er et hyklerisk spil, og det har intet at gøre med den pride, der skal fejre mangfoldighed og homoseksuelles rettigheder – det er bare en måde at komme tættere EU.”

ALT ER POLITISK
”Der findes da nogle forskellige fællesskaber i Beograd, der kæmper for homoseksuelles rettigheder …” Han går i stå midt  i sætningen, mens han rynker på næsen. De grønne øjne og de lange sorte øjenvipper slår tungt ned i bordet. Han har svært ved at formulere sig. Kigger over på Stenbukken og siger noget på serbisk. Det er altid sjovt, som stemmeføringen ændrer sig, når man snakker på et andet sprog. På serbisk virker Vandbærerens ord stålsatte, og afslører det kvikke merkurianske hoved, der gemmer sig inde bag den generte og ydmyge skal. Stenbukken oversætter. ”… men de bekriger alle hinanden i stedet for at stå sammen og kæmpe mod systemet. Men det er en slags afmagt.” Hun ser opgivende ud og kigger over på Vandbæreren. ”Alt har en politisk agenda her,” vrænger Vandbæreren. “Gaypride er bare et show-off, og derfor gider jeg ikke deltage i det teater mere. Det er et hyklerisk spil, og det har intet at gøre med den pride, der skal fejre mangfoldighed og homoseksuelles rettigheder – det er bare en måde at komme tættere EU.” Han fortæller om det år, priden faldt helt sammen. Gayprides i Beograd har de sidste mange år været aflyst – bortset fra i 2014, hvor den var skarpt afskærmet med politistyrker. ”Vi lever i et højrenationalistisk og ekstremt patriarkalsk samfund, der bærer på en historie om etnisk udrensning og serbisk herskermentalitet, der er overbevist om, at det er manden, der skal bære den serbiske arv videre,” indskyder Tvillingeastrologen, der et øjeblik er blevet hylet ud af sine astrologiske hjul. De to veninder virker ikke kun som tolke denne eftermiddag, men som talerør. Stemmerne flyder ind og ud mellem hinanden, og Vandbæreren nikker energisk og anerkendende.

LØVEN DRIKKER ØL
Stenbukken og Tvillingen er helt inde i snakken om de forskellige huses betydning i det astrologiske hjul. “Første hus er den måde, du præsenterer dig selv – din facade. Det er din ascendant der bestemmer hvordan,” fortæller tvillingen. ”Der findes 12 forskellige huse og de repræsenterer hver især forskellige dele af personligheden,” forklarer hun videre. Ind imellem de 12 huse, sol, måne og stjerner er det som om Vandbæreren falder ud. Lukker sig inde. Gemmer sig bag sin facade. Sit eget rum. Han har siddet og kigget ned på den gule mappe flere gange under samtalen. Holdt på den, som var det hans kæreste eje. ”I love beer,” siger Vandbæreren, der pludselig ude af kontekst træder frem i sin løveascendant for at lette stemningen i snakken om huse, det bevidste og det ubevidste. Han tager en stor slurk. Måske det alligevel er for hårdt at være lige i dette rum, hvor hans seksualitet og personlighed konstant bliver omdrejningspunkt. ”Jeg slapper allermest af alene i min seng med en stor flaske øl!” Han griner højt.

”Jeg drømmer om at komme til Sverige med min uddannelse, så jeg kan leve åbent med min seksualitet og måske en dag stifte en familie – en regnbuefamilie!”

FOR ENDEN AF REGNBUEN
“Regnbue?” Siger han som et barn, der for første gang smager honning. Vandbærerens øjne lyser helt op, da vi snakker om regnbuefamilier i Skandinavien. ”Jeg har en moster, der bor i Sverige,” siger han, mens han igen ser ned på mappen. ”I Beograd er der ikke plads til minoriteter.” Han kigger hen på Stenbukken, der ryster på hovedet og himler med øjnene, mens hun tænder endnu en cigaret. ”Det her er mine noter fra min undervisning. Jeg kom direkte derfra.” Han holder mappen frem. Den solgule mappe! Vandbærerens billet til drømmens opfyldelse. ”Jeg drømmer om at komme til Sverige med min uddannelse, så jeg kan leve åbent med min seksualitet og måske en dag stifte en familie – en regnbuefamilie!” smiler han.

EGET RUM
Udenfor er mørket faldet på. Askebægret er fyldt og regnen så småt stilnet af. Og det er godt, for Vandbæreren har ingen paraply. Han rejser sig stille. Han har taget den gule mappe op til brystet. Holder om den, som var den et barn. De grønne øjne har fået et mat skær. Det har været en hård aften. Hårdt at være på. Måske har han brug for at træde ud af hjulet et øjeblik. Komme hjem og ligge i sengen med en stor flaske øl. Trække sig ind i sit eget rum. Et rum, hvor han kan lade op for igen at kunne gå ud og overskue verdenen.

Vandbæreren er sjov, original og intelligent. En håbefuld drømmer. Hans indre legebarn gør ham til den fødte skuespiller og Vandbæreren stråler først rigtig, når han bryder kulissen og folder sig ud – helt fri. En viljestærk idealist. Han ville – hvis verden gav ham lov – sprænge de snævre rammer og udforske verden i alle dens facetter. Vandbæreren er ikke bange for det fremmede, hvilket gør ham modigere end de fleste.

Vi er ikke astrologer. Men dette ville være en typisk måde at beskrive Vandbæreren på – i hvert fald den vandbærer, vi mødte i den gamle betonlejlighed i Beograd på en fugtig regvejrsaften.

Vandbæreren og veninderne har grundet fare for deres ve og vel, ønsket at optræde anonymt. Deres navne er redaktionen bekendt.


Det er svært for de unge i Beograd at skabe sig den fremtid de drømmer om.
Få et overblik over Serbiens grusomme fortid her, for bedre at kunne forstå nutiden.

 

Advertisements